Jeg har valgt, at jeg gerne vil skrive en artikel til Autisme- og Asperger-foreningens serie om sendiagnosticerede mennesker. Jeg blev diagnosticeret som 27-årig, og ud fra mit perspektiv var det ret sent i mit liv.

Af Lene Møller


Jeg gik ned med stress i 2013, mens jeg arbejdede som pædagog. Og der stødte jeg meget tilfældigt på en erfaren psykolog, der hurtigt opdagede, at jeg nok var på spektret. Så jeg blev gennem egen læge henvist til psykiatrien og fik diagnosen atypisk autisme i 2014.

 

Den smarte vej videre derfra havde sikkert været psykoedukation og søgen af støttemuligheder til min hverdag. Men det skete ikke. Jeg var for stolt og tænkte, at ”jeg bare skulle tage mig sammen”. Jeg var overbevist om, at det gav bedst mening at lade som ingenting. Så i stedet for den kæmpe gave en diagnose på spektret kan være, blev min diagnose starten på fem år, hvor jeg følte, jeg skulle gemme på en stor hemmelighed. Jeg følte mig forkert og brugte tiden på at skamme mig og dykke ned i mine særinteresser i et forsøg på at overleve.

 

Det værste, der kunne ske for mig dengang, var at blive opdaget. Jeg var flov. Autisme var lidt af et beskidt ord, og jeg havde kun mediernes afbildning af, hvad det ville sige at være autist. Og de var alle fulde af karikerede og basale fordomme, uden dybe nuancer. Særligt den kvindelige vinkel manglede.

 

Fordommene stod på skud i mit hoved og efterlod mig med en følelse af at have tabt. Jeg havde fået det her label sat på mig. Jeg havde (og har) det her handicap, men jeg havde ikke fået noget brugbart ud af det. Jeg var ikke et musikalsk geni eller fysiker! Jeg følte, at jeg var blevet snydt for min eksistensberettigelse, for hvem kunne bruge en defekt kvinde til noget, når hun ikke engang havde det særlige, skjulte talent? Det der skulle gøre mig til et værdigt menneske. Sådan lidt på trods…

 

Hvis vi ser på det, jeg har skrevet i ovenstående, bliver det hurtigt klart, at der var en vis mængde af bitterhed, tristhed og en stor portion lavt selvværd, der dannede grundlag for mit selvbillede. Sådan var det nok også blevet ved, hvis jeg ikke havde gjort noget, som jeg havde forsvoret autister ikke kunne (fordi det gjorde stereotyperne på TV da i al fald ikke! Lad være med at dømme mig for hårdt. Jeg kendte ikke mig selv eller mine medautister særlig godt på daværende tidspunkt). Jeg blev mor.

 

At bære rundt på den store, farlige hemmelighed, at jeg var en kvinde på spektret, begyndte at slide på mig. Jeg kunne ikke længere lægge mig ned og sove, hver gang jeg havde været ude i verden og være social. Jeg kunne ikke længere bruge min tid på at pløje mig gennem tusindvis af bøger for at undgå at forholde mig til mig selv og min virkelighed. Det her ret store chok til mit system var der ingen, der havde forberedt mig på. Jeg havde ingen hjælp fået til selvindsigt eller psykoedukation, og jeg var heller ikke villig til at se mig selv i øjnene. Aktivitet på sider som Landsforeningen Autisme eller Autisme- og Aspergerforeningen for Voksne var for offentlig for mig på daværende tidspunkt. Den manglende forberedelse og selvindsigt førte mig ned i en dyb depression, hvor jeg for første gang i mit liv var tvunget til at se mig selv i øjnene.

 

Gennem tre-fire indlæggelser på psykiatriske afdelinger blev jeg mere og mere opmærksom på, at hvis der ikke var noget der ændrede sig i mit liv, så jeg begyndte at tage hensyn til mit handicap og mig selv, så ville det være resten af mit liv. Med ture ind og ud af psykiatriske afdelinger. Det var her, jeg blev tvunget til at finde modet til et liv på mine præmisser.

 

Jeg spurgte efter hjælp alle steder, jeg kom hen. Men det gik op for mig, at så dygtige som de er i psykiatrien, ved de overraskende lidt om autisme. Måske fordi det er et neurologisk handicap? Derfor fik jeg ikke rigtig nogle svar, og endte oftere med spørgsmål og frustrationer end konkrete løsninger.

 

Jeg begyndte at blive nysgerrig på autisme og søgte aktivt viden gennem bøger, selvbiografier, blogs, YouTube videoer, Instagram og Facebook-grupper. Jeg opdagede “mine mennesker”. De der lidt runde former, der ikke passede ned i samfundets firkantede kasser.

 

Men tilbage til psykiatrien … For jeg gjorde ikke det her alene. Efter min fjerde indlæggelse blev jeg endelig hørt. Jeg blev henvist til lokalpsykiatrien og fik kontakt til en hjemmevejleder med viden om autisme og erfaring i arbejdet med autister. Mødet med hende har været altafgørende for min livskvalitet. Der har for første gang i mit liv været en, der kom i mit hjem og hjalp mig med at finde ud af, hvordan jeg kunne være i verden uden hele tiden at bryde sammen, opleve nedsmeltninger og burnouts (hvis du ikke ved, hvad disse termer er, så er det her to fantastiske emner at starte med, hvis du vil lære lidt mere om, hvordan den autistiske hjerne fungerer).

 

Jeg har valgt at dele min historie, fordi jeg oplever, at den har nogle vigtige pointer. Voksne autister bliver ofte tabt, når de skal videre i systemet efter udredning. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at der bliver lavet en bedre overgang mellem den del af psykiatrien, der står for udredningen, og de mennesker der enten regionalt eller kommunalt har forstand på autisme og kan hjælpe borgeren videre.

 

Derudover har jeg lært, at ord som ”bare” og ”burde” hurtigt går hen og bliver en del af ens indre dialog, hvis man ikke passer på, og at man forventer langt mere af sig selv, end man reelt kan holde til. Bare fordi alle andre kan. Man kan samtidig opleve, at man i misforstået empati forsøger at støtte andre i at opbygge de masker, man selv har, for at overleve i det sociale system man er en del af. Man forsøger at hjælpe dem med at overleve i det samfund, de er i ud fra de bedste intentioner, men ikke altid med den bedste viden eller forståelse af eller for det enkelte individs udfordringer. Jeg siger ikke, at det altid sker, men det kan ske. Ens tro, på at man skal være på en bestemt måde for at være værdifuld som menneske, kan være så indoktrineret, at man faktisk ikke ved bedre.

 

Den gode nyhed er, at man, uafhængigt af funktionsniveau, neurologi eller hvad end man nu vil kalde det, er værdifuld. Bare fordi man er menneske. Bare fordi man er til. Det er den lektie, jeg har lært.

 


 

Har du en historie om at være sendiagnosticeret, som du gerne vil dele, så skriv til redaktionen på webmaster@aspergerforeningen.dk

  1. Tak for din historie, Lene 🙂 … Jeg er helt enig i, at man nogle gange skal prøve at slippe af med ens “indre kritiker” og lade være med at sammenligne sig med “naboen”. Men det er til tider nemmere sagt end gjort …

  2. René Christiansen

    Tak, fordi at du har delt din historie. Og en værdifuld lektie at lært og videre give. Jeg kan godt genkende udfordringerne, er selv sen diagnosticeret.

  3. Meget spændende læsning, når man selv er en anden generation. Det lyder meget hæmmende i forhold til at være ung og skulle ud i livet og “finde sig selv”.

    Hvor er det godt gået, når man tænker på den rigtig tunge vej til din diagnose.

Leave a Reply to Anne Cancel Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *